Hos Ulla Falk kan du deltage i broderikurser i København, hvor du får grundig undervisning i teknikker, materialer og sting. Kurserne foregår i butikkens lokaler på Esplanaden 24 og er for dig, der gerne vil blive mere tryg ved broderi – uanset om du er helt ny eller ønsker at få bedre styr på bestemte teknikker.
Vælg dit broderikursus
BRODERI – det grundlæggende
For dig, der gerne vil lære de vigtigste begreber, materialer og teknikker inden for broderi.
Har du lyst til at lære lidt om termer, begreber, stoffer, garner, stingtyper mv., så du bliver klædt på til at kunne foretage de rigtige valg, når du skal i gang med dit projekt, og når du skal købe ind i butikker og på nettet.
Kurset er for dig, der ikke har broderet før eller har broderet, men gerne vil have styr på de begreber og teknikker, der anvendes.
Kurset varer 3 timer, og i løbet af de timer får vi en introduktion til broderistoffer, garner, nåle og typer af broderi. Du vil også lære nogle få sting.
Det kan du medbringe:
- Synåle med og uden spids
- Lille saks
- En sy-/broderi-ring
Hvis ikke du har det, kan det lånes og købes i butikken.
Materialer: Der udleveres en kursusmappe og materialer til at sy sting mv.
PETIT POINT
Lær det lille fine sting petit point og bliv klædt på til at bruge teknikken i dine egne projekter.
Ulla underviser i det lille fine sting petit point i butikken. Du vil få en grundig gennemgang af stinget og prøve at sy stinget både diagonalt og vandret, så du er rustet til at gå i gang med dine egne projekter i det lille fine sting.
Vi serverer kaffe/the/vand og lidt sødt i pausen.
Læs mere om petit point
Følgende tekst er fra Bonniers store håndarbejdsleksikon:
“Enkelt skråt broderisting i gruppen ‘Talte sting’, der sys over et trådkryds i stoffet.”
Petit point kan udføres på to forskellige måder: enten i diagonale rækker, hvor stingene kommer til at ligge smukkest, og stoffet ikke så let trækker skævt, eller i vandrette rækker, hvis mønsteret er spinkelt, og mønsterformerne hyppigt skifter karakter. Derfor udføres mønstersyning oftest i lige rækker, mens bundfyldninger udføres diagonalt.
Petit point har gennem tiderne været meget anvendt, bl.a. til mønsterfigurer i navneklude, men især som fladedækkende sting på boligtekstiler som stolesæder og puder. I 1900-tallet er stinget også blevet brugt på f.eks. selskabstasker.
DET FRIE BRODERI
For dig, der vil arbejde mere frit med nål, tråd, motiver og overførselsteknikker.
Der undervises i flere sting på dette kursus. Du vil få en grundig gennemgang af stingene og selv prøve at sy de forskellige sting, så du er rustet til at gå i gang med dine egne projekter.
Det frie broderi har lange traditioner i forskellige dele af verden, tænk f.eks. på Haute Couture kjolerne og de japanske kimonoer, der må siges at være toppen af toppen indenfor det frie broderi.
Modsat det talte broderi kan der broderes på stort set hvad som helst. Stingene flyder frit, der males med tråd og nål. Der bliver gennemgået flere overførselsteknikker, da grundlaget for det frie broderi næsten altid er et motiv, f.eks. blomster.
Kursusmaterialer vil blive uddelt på kurset, så du behøver ikke at medbringe materiale mv.
Generelt
Max deltagerantal: 6-8 personer. Kurser aflyses ved færre end 6 tilmeldte.
Vi serverer kaffe/the/vand og lidt sødt i pausen.
Afbestilling: Ring 20289604 eller skriv en mail til os.
- Ved afbestilling senest 3 uger før kursusstart tilbagebetales det fulde kursusgebyr.
- Ved afbestilling senest 2 uger før kursusstart tilbagebetales 50% af det fulde kursusgebyr.
- Ved afbestilling 1 uge eller mindre før kursusstart refunderes det fulde kursusgebyr ikke.
